Jeg er født d. 7. maj 1986 i Aarhus, og er døbt Bina Alberte Elisabeth Gilberg Rosenvinge. Jeg har to storebrødre på min fars side, som er 16 og 18 år ældre en mig, så er vokset op som enebarn. Jeg voksede op i et hjem med klaver, og gik til decideret klaverundervisning fra jeg var 5-12 år. Det der med noder gad jeg ikke, jeg kiggede bare på underviserens fingre i stedet for. Det kan godt ærgre mig i dag. Jeg forstår konceptet, og kom da igennem både koralharmonisering, seconda vista klaverspil og diverse klapperytmer på Uni, men jeg kan langt fra bare sådan lige spille fra bladet. Til gengæld er jeg god til at lytte af og spille efter gehør. En af mine klaverundervisere forsøgte at få mig til at synge til det jeg spillede, men jeg var alt for genert. En gren af min mors familie er vildt musikalske allesammen, og de spillede og sang altid til familiefesterne, og jeg husker, at jeg alligevel fra en tidlig alder var ret jaloux over, at jeg ikke var med – især til at synge. Men jeg turde slet ikke, hvis endelig de havde spurgt!

Tiden som pre-teen og ung teenager gik med at gå til ridning, spille håndbold i AGF, og danse hip-hop og funk. Jeg var ret god til alle tre dele, især håndbold. Ridning var det første jeg stoppede til igen, og håndbold og dans stoppede gradvist, da jeg begyndte på gymnasiet. Sangen kom også til i starten af teenage årene, mest pga en mildest talt meget stor betagelse af boybandet Westlife (ja, jeg stod forrest til alle koncerterne og skreg!). Pga min besættelse havde jeg en trang til at lære alle deres harmonier i omkvædene (og hvem der sang hvad), så i dag er jeg ret god til at lave andenstemmer. Det mundede ud i, at to veninder fra klassen og jeg (vi kaldte os Ablazed) indspillede et Backstreet Boys nummer oveni en karaoke version til en konkurrence i 7.klasse, hvor jeg synger tertser og c-stykke. Vi havde det sjovt, det var langt fra super godt, og vi har aldrig optrådt.

Første gang jeg sang sådan rigtig offentligt var til min dimission i 9. klasse, hvor jeg spillede og sang et Alicia Keys nummer. Jeg husker den dag i dag, hvordan det prikkede i mine fingre imens jeg spillede, hvordan halsen snørede sig sammen af nerver, imens jeg sang, og hvordan der blev helt musestille i den store stadionhal, fordi det var ganske få på skolen der overhovedet vidste, at jeg kunne synge. Hele stadionhallen klappede og hujede heldigvis efter min optræden, og så var jeg totalt solgt!

Efter et mislykket forsøg på at komme ind på MGK, startede jeg på sprogligt gymnasie på Katedralskolen og startede samtidig til sangundervisning på Aarhus Musikskole. Der var ikke plads på rytmisk, så jeg kom til at gå til klassisk sang, og det er noget af det bedste, der nogensinde er sket. Jeg havde 25min om ugen hos min sanglærerinde, hvor vi lavede øvelser og sang klassisk og musical sange. Alle de teknikker jeg lærte i løbet af de næsten 10 år, jeg gik hos hende, er årsagen til, at jeg kan synge, som jeg kan i dag. Det var da ikke altid fedt at stå og synge klassisk i den alder, og jeg forstod ikke altid at sætte mig ind i hvad sangene egentlig handlede om, eller hvor de stammede fra, men samlet set gav det så meget! Resten af ugen stod jeg hjemme på mit værelse og skrålede med på Destiny’s Child, Christina Arguilera, Britney Spear, Kelly Clarkson osv osv i en mikrofon min far havde lavet af en golfbold, 2 plastik skeer, sort gaffatape og sølvpapir. Jeg skrev i løbet af 1.g nogle sange, som jeg fik indspillet som one takes på en eftermiddag hos en ven af familien. Jeg spillede klaver og sang, og vi havde i fællesskab fundet nogle fantastiske pre-recordings på hans keybord, som jeg spillede ind over. Meget prægede af hvordan det var at være teenager (og Westlife fan), må man sige. Men sjovt at have i dag.

Målet var at skynde mig at blive færdig med gymnasiet, med musik og engelsk på a-niveau, så jeg kunne flytte til London og blive popstjerne. Jeg har aldrig så meget som overvejet at gå på efterskole, nok mest af den årsag. Spoiler alert: Planen blev ikke til noget. Der var altid noget ud over nerverne som bremsede mig, og det var forestillingen om, at man jo ikke kunne blive en rigtig sangerinde, hvis man ikke var tynd. Og det var jeg ikke og har jeg heller aldrig været. Det lykkedes mig i løbet af 1.g vha Vægt Konsulenterne at komme ned på, hvad der egentlig er min ideal vægt. Det var der bare ikke nogen, der fortalte mig. Jeg fik skæld ud hver gang jeg kom til møderne, fordi jeg ikke havde tabt mig mere. Så jeg så stadig mig selv som overvægtig, og holdt til sidst op med at møde op. Og selvfølgelig kom vægten snigende på igen lige så stille. Er du ikke med oppe i hovedet, kommer en slankekur aldrig til at holde.

I gymnasiet forsøgte jeg at komme med i musicalen i 2.g, men det skete heller ikke. i dag ved jeg, det var fordi, jeg ikke var klar! I 3.g startede jeg i mit første band, som hed Sixpack, men vi var nødt til at skifte navn, fordi der var så mange andre, der hed det samme. Vi skiftede til sidst navn til Stonafaith (Someone Took Our Name and Finding Another is Too Hard). Vi startede med covers, men hurtigt begyndte vi at lave vores eget musik, hvor drengene lavede musikken og os to piger skrev teksterne – jeg lavede melodi og tekst, undtagen rap-stykkerne. Det var i den lettere metal/rock genre, og jeg begyndte efterhånden at hige efter at blive den nye Amy Lee fra Evanescence. Min musiksmag havde ændret sig fra Westlife over Busted (wow de spiller selv instrumenter) til melodisk rock/metal (Avenged Sevenfold, System of a Down, Metallica osv osv), fordi jeg blev kærester med bassisten i mit band, som var “sådan en med langt hår, der hørte metal”. Og blandingen af at være “pop-tøs” og “rock-chick” er blevet hos mig siden. Af denne årsag havde jeg i mange år et kæmpe hul i min musikopdragelse, pga alle de bands og genrer jeg rent og skært har sprunget over… I’m working on it! Genertheden mht at synge foran folk kæmpede jeg stadig en del med, selvom jeg nu var forsanger i et band. Vi havde jo også en anden pige med som rapper, så jeg stod der trods alt ikke alene. Vi var sgu ok gode og selvtilliden voksede enormt i min tid i det band.

Til min venindes studentergilde kom der et kærestepar og sang sammen med hendes storesøster, og de sagde efterfølgende, at de havde et kor, Funky Friends, som man kunne komme til optagelsesprøve i. Jeg havde nær ikke gjort det, men jeg kom med som Alt, og i det kor lærte jeg virkelig at synge igennem, og vigtigst af alt; stå og synge improviserede fraser alene foran alle de andre i opvarmningsrunderne. Jeg HADEDE at skulle ud på dybt vand og improvisere de første par år, men jeg mærkede hurtigt, at jeg egentlig var ret god til det, og der gik ikke længe, før jeg begyndte at få soloer i de sange, vi optrådte med. Min stemme udviklede sig i løbet af de mange år i koret og til sangundervisningen, så jeg endte som mezzosopran i koret – efter et stort skub fra korlederne. Jeg endte også med i mange år at være med som korpige i korledernes band Soulful Injection og deres partyband Hitshake både live og på indspilninger.

De to sabbatår, jeg tog efter gymnasiet, gik med at arbejde som certificeret barista på Baresso’en i Bruuns Galleri, hvor jeg og en anden pige over 18 var de eneste fuldtidsarbejdere. Vi stod i samarbejde for at ALT kørte. Jeg lærte meget om ledelse og organisering, men tog dog en helt masse på i perioden pga stress, første år flyttet hjemmefra, hyggespisning og at det begyndte at gå ned ad bakke med kæresten. Jeg tog i december 2006 tyren ved hornene og meldte mig til 10 uger på et livsstilscenter i Ebeltoft – en slags “Fat Camp” højskole – hvor jeg skulle starte i april. Kæresten slog op i februar, og jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis ikke jeg skulle derud og fokusere på mig selv og på at blive sund. Jeg var knust. 10 uger blev til 16 uger og et vægttab på 14kg. Jeg holdt vægten det første halve år på uni, men så sneg den sig op ad igen, da der gik mere og mere øl i den, mindre og mindre overskud til sund mad og træning, og der kom en ny kæreste til, som jeg først hyggede lidt for meget med og senere havde kærestesorger over. You know the drill.

Ham mødte jeg på Musikcaféen (nu Radar), hvor jeg startede som frivillig efter at have arbejdet et halvt års tid som tjener på Globen Flakket og konstateret, at det bare ikke er mig. Så hellere ned og stå frivilligt i baren eller garderoben og høre fedt og til tider super underligt musik, møde en masse nye kollegaer og gæster, og arbejde med noget brancherelevant, som senere hen har vist sig at være det, der åbnede dørene til ALT hvad jeg sidenhen har foretaget mig i musikbranchen.

Igennem mine kontakter på Musikcaféen kom jeg med i musikforeningen Oppenheimers, hvor vi lavede Oppenheimers eftermiddag en gang om året, samt varetog scener på SPOT festival o.lign. Formanden for Oppenheimers arbejdede på bookingbureaut Alive Music. Da hun skulle på barsel, kontaktede hun mig og spurgte, om jeg kendte nogle kandidatstuderende, som skulle i praktik. Jeg skulle selv til at starte på 1. semester på min kandidat på musikvidenskabs kulturlinje, efter en veloverstået bachelor i musikvidenskab og begivenhedskultur, og man skulle egentlig først i praktik på 3. semester. Men jeg fik mine fag byttet om, og kom i praktik. Min fætter Mek var medejer af Alive Music, så det var super hyggeligt, og samtidig også lidt overvældende, da det jo mere var at starte på et barselsvikariat end det var at komme i praktik. Jeg arbejdede størstedelen af tiden med konceptet Alive Underground, hvor jeg satte koncerter op med upcoming bands med henblik på at ‘scoute’ efter nye bands til Alive Music. Hvis jeg var heldig, gik budgetterne for koncerterne i nul, og selvom jeg lærte helt utroligt meget, kørte det bare ikke rigtigt for konceptet. Det problem fik jeg tilgengæld 10 for at skrive om i min rapport, så på den side var det fint nok med nogle problemer at tage fat i.

Det var også på Musikcaféen at jeg stødte på en gammel kor kammerat, som spurgte, om ikke jeg ville være med i hans band. Stonafaith døde ud efter gymnasiet, og jeg havde nu ikke noget band, så jeg sagde ja. Bandet hed Servus, og vi spillede melankolske pop numre i stil med Evanescence, Whithin Temptation o.lign. Numre som “Enjoy the Silence” – Depeche Mode, “Frozen” – Madonna, “What Else is There” – Royksopp, “Give in to Me” – Michael Jackson, “Wicked Game” – Chris Isaak og “Drowning” – Marie Frank. Alle numre var melankolske men mangle et twist, som gjorde melankolien ‘justice’, hvilket vi så gav dem. Det slap vi ret godt fra!

Alive Music delte kontor med nogle andre virksomheder. Blandt andet sad der en pige et par gange om ugen og uploadede noget musik for nogen der hed DiGiDi. Hun skulle dog til at læse og havde ikke tid til at beholde jobbet, så Mek spurgte, om ikke jeg bare ville overtage det. Så kunne jeg også tjene lidt penge. Jo jo, det kunne jeg da godt. Dengang var DiGiDi opdelt i Aarhus og KBH. Det var i 2010. Den korte historie: i dag er jeg musikansvarlig for hele DiGiDi. Vupti! I og med jeg fortsatte med DiGiDi arbejdet, blev jeg også hængende på kontoret og hjalp til med de småting, der nu måtte være hos Alive Music efter min deciderede praktik var slut.

        

Efter min praktik gik det op for mig, at jeg var meget mere interesseret i selve musikbranchen end jeg var i at analysere diskurser inden for iPod forbrug, lære at lave filmmusik og studere musik som kulturelt felt. Bevares det (meste) var vildt interessant, jeg kunne bare ikke se, hvad det skulle munde ud i bagefter. Eftersom jeg på 2. år på bacheloren valgte kulturlinjen fremfor uddannelseslinjen, kunne jeg ikke blive (og har heller aldrig ønsket at være) underviser. Hvad kan man så? Jeg har, så længe jeg kan huske at have været musikinteresseret, sagt til mig selv, at hvis jeg ikke kan komme til at stå på scenen, så vil jeg være bag scenen på den ene eller den anden måde. Igen trækker det tråde helt tilbage til fascinationen af Westlife, som også var lig med en trang til at vide alt om, hvad de foretog sig, hvem deres manager, tour manager og label var, hvordan deres strategier blev udtænkt, og en evne til at gennemskue deres album cyklusser og “hvis jeg var deres A&R, havde jeg valgt den og den sang som single i stedet for”. Jeg vidste, at der var noget, der hed Music Management på Musikkonservatoriet, men jeg havde altid styret udenom kons, da jeg kun så det som en masse snobbede sangerinder, der konkurrerede om, hvem der var bedst. Bevares, dette bundede sikker også som så meget andet i usikkerhed og manglende tiltro til egne evner. Oveni det kom der kun 4-5 folk ind om året på Music Management linjen, så det skød jeg hurtigt en hvid pil efter.

Min veninde tog året før med to af sine veninder til London for at læse en Master (kandidat niveau derovre). Jeg mærkede med ét en kæmpe misundelse. Det var jo MIG, der altid havde drømt om at skulle til London. Godt nok for at blive popstjerne, men prioriteter ændrer sig. Jeg fik blod på tanden, og gik i gang med at researche, og fandt hurtigt frem til Music Industry Management på London Metropolitan Business School. Men hold nu fast, hvordan griber man lige den beslutning an? Man gør det bare! Alverdens ansøgninger, sprog tests i København og freak outs senere tog jeg orlov efter første år på kandidaten på musikvidenskab og tog i september 2011 til London helt alene for at bo og læse der i et år. Jeg fandt et fedt (og tilsvarende dyrt) værelse i Holloway, Islington i hyggelige men ret slidte North Villa på Windsor Road, 10 minutters gang fra London Metropolitan North Campus på Holloway Road, hvor jeg skulle læse lige ved siden af Arsenals Emirates Stadium. Undervisningen var fantastisk, undervisere, som alle selv arbejdede i branchen ved siden af, mødet med de andre internationale studerende fra alle mulige lande, venskaber som for evigt vil betyde alverden for mig, selvom vi i nogle tilfælde nok aldrig ses igen, at stå på egne ben for alvor for første gang som 25årig, lære en ny helt vanvittigt vidunderlig by at kende, at prøve at føle mig hjemme et nyt sted på godt og på ondt, og jeg kunne blive ved! En af de bedste beslutninger jeg nogensinde har taget for mig selv.

Hjemme igen i august 2012 ventede sidste semester på kandidaten på musikvidenskab samt specialet, som det tog mig over to år at få gjort færdigt pga skoletræthed, mit til dags dato værste og mest langt ude forhold til en fyr, og pga at jeg fik mere og mere arbejde at se til ved siden af. Det sidste var jo bare et luksusproblem. Jeg havde mere og mere at se til hos DiGiDi (jobbet havde jeg også klaret, imens jeg var i London), jeg forsøgte mig med at være booker og manager for nogle venners rockbands, jeg blev frivillig på Voxhall og Atlas, jeg blev frivillig radiovært på radioprogrammet Den Tunge Time, Servus gik langsomt i stå, og i 2014 kom jeg med i et nyt band: The World State, som med vores leder Leifur i spidsen, spillede hvad vi til sidst kom frem at kalde ‘dark, epic rock’ inspireret af al verdens ting fra metal til filmmusik – original musik skrevet og komponeret af Leifur.

Så der var meget at se til samtidig med, at det var meningen, at jeg skulle skrive speciale. I sommeren 2014 sagde jeg derudover ja til en et-årig projektansættelse hos Koncept Aarhus, som betød et farvel til mine to frivillige jobs. Kort fortalt skulle jeg sammen med en chauffør og lydteknikker alle fredage og lørdage i et år fungere som tour manager for konceptet Gang i Danmark, hvor vi kørte rundt med forskellige kunstnere til 4 byer fredag og 4 byer lørdag, hvor kunstnerne optrådte på en scene, som kunne klappes ud fra selve bilen. Dette gjorde vi for at fremme dét at handle lokalt. At der fortsat skulle ske noget i de mindre byer, så folk ikke kun kørte til de større byers shoppingcentre, når der skulle handles. Her var jeg tour manager for Mek, Morten Remar, Zindy, Louise Dubiel, Fede Finn & Funny Boys, Amin Jensen, Maria Montell, Babou & Toke og Richard Ragnvald & Henning Vad – Den Syngende Post. Da ansættelsesåret lakkede mod enden og midlerne måske ikke helt var som forventet, var jeg til tider også nødt til selv at køre den store scenevogn på tværs af landet og først samle lydteknikerne op i det område, vi skulle spille. Så nu kan jeg også det. Det var vildt sjovt, nogen gange mere hårdt end sjovt, super lærerigt, og jeg er glad for, at det kun var et år. Dette imens jeg stadig forsøgte at skrive speciale, passe to andre jobs, arbejdede med mit nye band, og kæmpede med næb og klør for et forhold, som jeg havde sat mig i hovedet, at jeg for alt i verden ville være i. Pyha!

Specialet om dansk musikeksport blev afleveret i april 2015, og en sten lettede sig fra mit hjerte, både pga afleveringen og fordi jeg endelig kom ud af førnævnte forhold. Nu var der tid og ikke mindst overskud til at fokusere på arbejdet og musikken som er meget mere mig end at være studerende – selvom man i denne branche aldrig er færdig med at lære. Det er bare lidt nemmere, når det er på ens egne vilkår.

Alive Music blev i sommeren 2015 en del af Showbizz Danmark, og jeg og Mek, som efterhånden var de eneste tilbage i Alive Music, fik et hold helt fantastiske nye kollegaer. DiGiDi kørte også godt, og jeg følte mig som sagt så meget bedre tilpas med at arbejde og rent faktisk prøve det der med at have fri, når man har fri, hvilket man jo i princippet aldrig har som studerende. Man har mere frihed, og kan tage mere ud og rejse, ja, men der er altid et eller andet du burde have lavet, som du ikke fik lavet, og derfor fik dårlig samvittighed over. Jeg har aldrig været verdens bedste studerende, og når man kombinerer det med perfektionisme og at hade at underpræstere, når man ved, man sikkert kunne have gjort det bedre, så får man ikke det bedste resultat. Så at arbejde – gerne hårdt og længe – og hver dag kunne sætte flueben ved to do listerne og se resultater er meget mere mig.

I 2016 kørte alt ret meget på skinner. Arbejdsfordelingen mellem DiGiDi og Showbizz Danmark kørte nogenlunde, men jeg måtte hurtigt indse, at det der med at booke rockbands, det er bare noget nær umuligt, hvis ikke man lægger al sin energi i det, hvilket jeg ikke havde mulighed for. Det gik til gengæld godt for mit eget rockband. The World State udgav vores første album i marts – mit første rigtige album! Så stort! Vi spillede på diverse metal festivaler i og ’14 og ’15 og tog i maj 2016 på vores første udenlandske tour til Polen, Tjekkiet og Slovakiet. Det var noget af det fedeste, jeg nogensinde har prøvet. Også selvom vi mildest talt blev skuffede over bookerens indsats mere end én gang i løbet af touren. Det tog hårdt på dem i bandet, som har prøvet at være på tour før, hvor det var meget federe forhold, og derfor følte de ikke rigtigt, at de kunne forsvare fraværet overfor familien, når vi ikke som sådan opnåede succes med touren – på papiret. Som band og mennesker gjorde den tour underværker for os musikalsk og for vores sammenhold!

Lige inden touren rundede jeg det skarpe hjørne og blev 30. Jeg var egentlig ret overrasket over, hvor lidt krise jeg havde over det. Jeg kunne nærmest mærke hvordan jeg i stedet bare blev mere voksen – på den fede måde. I efteråret 2015 var jeg på livsstilskursus igen, men denne gang hos en vanecoach, hvilket gav så sindssygt meget, og der røg de nemmeste 8-10kg jeg nogensinde har tabt og dem holdt jeg stadig til min fødselsdag. Så udsigterne til at smide de sidste 10-15kg lå lige til højrebenet…

Lige indtil jeg blev kørt ned på min cykel på vej til Northside. Stille og roligt på vej ligeud på cykelstien, og så ser bilisten på sidevejen mig ikke. Hun bremser ned, så jeg tror hun har set mig, men slipper så bremsen igen, fordi hun skal længere frem for at kunne se til højre, og så kører hun lige ud i mig, som flyver ind over bilen, slår hovedet i ruden – uden cykelhjelm på – og bliver slynget den modsatte vej ned på vejen, og tager fra med armene. Jeg husker ingen smerter i mine arme, jeg konstaterer i faldet kun, at jeg har slået hovedet, og det er det alt fokus går på. Først da de forsøger at rejse mig op, mærker jeg smerten i armene og får sagt, at de ikke kan løfte mig op i hænderne. Jeg har brækket venstre arm ved håndled rigtig slemt, forstuvet det højre håndled, fået en gigantisk bule i panden og har blå mærker ned ad hele højre side af kroppen, hvor jeg ramte ind i bilen. Resten af sommeren står på gips og genoptræning, en meddelelse fra bandlederen om at The World State går i hi, og en realisering fra min side om at jeg ikke skal være booker. Heldigvis var min chef på samme side som mig, og der var en masse administrative opgaver, jeg kunne overtage i stedet. Så jeg kunne heldigvis blive. Samtidig skete der en hel del hos DiGiDi, hvor vi startede et samarbejde med Phonofile, og kort fortalt er blevet 200% mere tjekkede takket være det. Ændringen i arbejdsopgaverne ved begge jobs betød, at jeg blev fastansat ved begge jobs, hvor jeg før havde været provisionslønnet. Så for første gang som 30årig fik jeg i september en “rigtig voksenløn”!

Resten af 2016 gik med at finde ud af, at mit håndled er langt mere en brækket. Genoptræning hjalp ikke og derfor blev jeg undersøgt igen, hvor de til sidst har kunnet konstatere, at der er to ledbånd, der er revet over, hvilket jeg fik opereret i februar 2017 hvorefter jeg havde en kæmpe vinkelgips på i 6 uger og derefter en skinne på i 8 uger. Halleluja. Oveni i alt det fik jeg i december 2016 at vide, at jeg skulle flytte, da den ejendom, jeg boede til leje i, skulle sælges. Det foregik på den bedst mulige måde, og jeg fik en ny super fed lejlighed, som jeg nåede at flytte ind i, lige inden jeg skulle opereres og bo hos mine forældre i 3-4 måneder. #antiklimaks

Sommer 2017 stod i revanchens tegn, jeg genoptrænede mit stakkels usle håndled på livet løs, og deltog i alle de festivaler jeg missede i 2016 pga ulykken. Arbejdet kører på skinner. Ultimo 2017 blev jeg YouTube Certificeret for at blive endnu bedre til mit arbejde hos DiGiDi. Hånden er i status quo og bliver nok desværre ikke meget bedre. Fik en 12% méngradsvurdering før tid, da forsikringsselskabets lægekonsulent ikke mente, der ville ske meget mere. Jeg tror og håber dog på min bevægelighed kan forbedres!

Det mest interessante jeg gik og ventede på i slutningen af 2017, var svar på, om jeg fik et meget spændende job, jeg havde søgt. UDOVER mine andre jobs, håbede jeg nemlig på at komme med i Aarhus Kommunes musikudvalg, som skulle have 4 nye medlemmer i periode 2018-2021. Ansøgningen blev sendt i september og aldrig før har jeg læst en jobbeskrivelse og tænkt “det er 100% mig det der!”. Det endte desværre med, at jeg ikke fik jobbet, men jeg havde lidt luret det, da vi var langt over deadline for, hvornår vi skulle have haft svar, før jeg fik besked. Det var en underlig fornemmelse, for man havde søgt jobbet for så lang tid siden, at det allerede føltes som om, man ikke havde fået det, fordi den der spænding omkring det allerede var forduftet lidt. Så jeg tog det heldigvis med oprejst pande – især fordi jeg kan se på de fire kandidater, der fik jobbet, hvem der “nappede” den plads, jeg ville skulle have udfyldt, og jeg kan 100% forstå, hvorfor hun fik den. Havde jeg vidst hun søgte, havde jeg ikke gået og troet SÅ meget på, at jeg ville få jobbet. Det føles meget bedre at få afslag, når det er fair nok, at den anden var et mulehår foran én i awesomeness.

Til gengæld tror jeg mere og mere på det faktum, at når én dør lukkes, så åbner der en ny. Den dør, der åbnedes var, at jeg havde en snak med min revisor omkring den erstatningssum, jeg har fået pga min arm, og han har flere gange sagt, at det bedste, man kan gøre, er at investere i fast ejendom. Rigtig mange tilfældigheder og en stor portion held senere skrev jeg 18. januar 2018 under på min første købsaftale, og ejer nu den lækreste 2 værelses andelslejlighed på Trøjborg med altan og udsigt og a place to call my own! En af sidegevinsterne er, at man må have hund, så jeg er lige så stille gået i gang med, at jeg ENDELIG skal have min egen lille engelske cocker spaniel, ligesom den jeg havde som barn og teenager. Det er en langt proces, har jeg fundet ud af, men indtil videre er jeg skrevet på venteliste hos en kennel, som forventer to kuld hvalpe senere på året!

Der er nu gået 2,5 år siden jeg sidst fik opdateret denne side (vi skriver september 2020), da der mildest talt ikke har været meget tid at gøre med på den front. 11 juni 2018 fik jeg min lille hundehvalp Lucy hjem fra Korsør (født 8. april 2018), og jeg kan love dig for, at så har man ikke tid til meget andet end at passe sit arbejde og så den hundehvalp. Pyh! Men det er igen en af de bedste ting, jeg nogensinde har gjort! Hold nu fast jeg elsker hende. Livet bliver noget anderledes, når du har ansvaret for et lille liv, og ikke bare kan gøre hvad du vil, men altid skal have hende med i ligningen. Det var noget med, at man kunne øve med bandet i max 4-5 timer, og så skulle man hjem til hunden. Hun kan heldigvis komme med på kontoret, ellers havde jeg aldrig købt hende. Alle på kontoret elsker hende og hun er den perfekte lille kontorhund med egen lænestol, hvorfra hun kan holde øje med alt, der sker.

En af de første gange jeg var ude og blive luftet, efter jeg fik Lucy, var med en veninde i Horsens d. 1. september 2018, hvor vi var til “Vi elsker også 90’erne” – et arrangement med diverse 90’er rock tribute bands. Den aften skulle det vise sig, at jeg mødte min nuværende kæreste, Poul, som her i sommeren 2020 flyttede ind i min lejlighed. Så her bor vi alle tre og er sgu da egentlig meget glade!

     

I slutningen af 2018 blev DiGiDis samarbejdspartner, Phonofile, opkøbt af en amerikansk distributør, The Orchard. Vi valgte at følge med over til dem og endnu engang flytte alt indhold til en ny platform. Hvis vi blev 200% mere tjekkede af at samarbejde med Phonofile, så blev vi 500% mere tjekkede med The Orchard ombord. Lige i starten var der selvfølgelig en masse ting, der gik galt, og man skulle lige vende sig til en ny måde at arbejde på, men her lidt over halvandet år efter er jeg så glad for samarbejdet. Pr 1. januar 2019 blev jeg fuldtidsansat hos DiGiDi med titlen “Music Content & Label Manager”. Min chef i Showbizz Danmark kom i efteråret 2018 og fortalte mig, at de gerne så, at alt det administrative arbejde i firmaet foregik i Vordingborg, så han var jo så på den baggrund nødt til at fyre mig. Jeg kunne heldigvis rykke op på fuld tid hos DiGiDi ved årsskiftet. Som jeg sidder og skriver dette nu lidt over halvandet år senere, er det ret morsomt at tænke på, hvor nervøs jeg var for, at der ikke ville være nok at lave til en fuldtidsstilling. Hold nu kæft vi har travlt! DiGiDi vokser og vokser og under Corona, som jo har hærget siden marts 2020 og stadig ikke har sluppet sit tag (gad vide om det nogensinde gør), har vi haft mere travlt end nogensinde. Og det er SÅ fedt! Jeg elsker mit job!

Jeg ejer nu for første gang siden ulykken i 2016 igen en cykel. Jeg fik ikke hentet min cykel hos cykelhandleren i tide, efter de havde repareret den, så de endte med at sælge den. Jeg har i stedet for at tage på ferie, som man ikke kan i år, købt en virkelig god hybrid mellem en almindelig cykel og en racercykel, så jeg kan følge med Poul, som cykler meget. Det er ret fedt, og godt at være “oppe på hesten” igen. Det kan forhåbentligt også gøre lidt ved kiloene, som er mere eller mindre status quo. Jeg var på en all time high vægt i slutningen af 2019 – igen er det godt nok nemt at tage 10kg, når man har en kæreste at hygge sig med. Vi så i lang tid kun hinanden i weekenderne, da han er fra Fredericia, så der blev bare hygget igennem med god mad, alkohol osv. Men nu har jeg en kæreste at træne med, som bor her, så nu skal hverdagen lige tage over igen. Jeg har smidt ca 8kg igen siden januar ved at følge livsstilen Sense, som jeg kan anbefale ALLE at prøve af. Det gik lidt i stå, da Corona var på sit hidtil højeste i marts-maj, og så har jeg ikke 100% fået det samlet op igen.

Man må sige, der er faldet ro over karrieren. Der er ikke fokus på, at der skal alt muligt nyt til hele tiden, som der var tidligere, og jeg trives sindsygt godt med at være fuldtid ét sted. At det så er i DiGiDi, som jeg har 100% ejerskabsfølelse overfor gør bare, at jeg føler mig utroligt priviligeret. Hvis der er noget, jeg ville ønske, der var mere fokus på og overskud til, så var det min egen musik. Efter The World State gik endeligt i stå, har jeg ikke sunget, med mindre jeg har sunget lidt kor for min veninde Bibbi, et enkelt bryllup eller til familiearrangementer. Dem er der ikke rigtig så mange flere af, da min far i løbet af de sidste 2-3 år er blevet meget dårlig, og ikke længere holder Julemik og Gule Ærter, som var en fast tradition hvert år, hvor jeg altid sang fx nogle julesange sammen med Ivar, som jeg også indspillede mine allerførste numre hos som teenager. Jeg er stadig ret lun på det med at synge kor eller være studiemusiker, og jeg tror det, der er sket, er at jeg har lagt dét bag mig med, at jeg gerne vil være “hende fra Evanescence”. Jeg har ikke det der behov for at være på og være i front mere. Jeg elsker at synge, men hvor skal jeg lige gøre det henne så? Det håber jeg, der kommer en løsning på på et tidspunkt. Jeg kan jo starte med at sætte mig ned ved klaveret igen. Det må være nytårsfortsættet for 2021.

Sådan er vi altså kommet frem til, at jeg er professionel i musikbranchen, musiker og bare mig. Kig rundt her på siden, hvis du stadig orker at læse mere af min plapren om alt og intet.

Mere om min uddannelse her

Mere om mit arbejde her

Mere om min musik her