En mangeårig drøm er endelig undervejs til at gå i opfyldelse! Torsdag d. 3 maj skal jeg til Sjælland og vælge min kommende tro følgesvend igennem forhåbentligt mange, mange år: en lille engelsk cocker spaniel hvalp! Og fra juli ændres mit liv totalt.

Ja, man bliver meget bundet, man kan ikke bare gøre ting spontant, og man har ansvaret for, at et lille liv har det så godt som overhovedet muligt, og det er jeg så klar til. Og hvis jeg tager et hurtigt kig rundt i veninde-flokken, så er alle efterhånden optaget af det ene eller det andet, som tager deres tid og deres spontanitet, om det er kærester, børn eller arbejde. Og nej, jeg kan ikke planlægge det hele på forhånd, jeg kommer til at stå i nye situationer, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, hvor det er skide træls at skulle hjem med hunden først, eller være nødt til at sige nej til spontan overnatning hos veninden osv osv men det overskygges alt sammen af, hvor meget jeg glæder mig til at opleve den her slags kærlighed endnu engang.

Vi havde en engelsk cocker spaniel da jeg voksede op, Ella, og jeg elskede den hund. Hun døde, da jeg gik i gymnasiet, og det tog rigtig hårdt på mig. Hvis jeg var skuespiller og skulle græde på kommando, så var det hende, jeg ville tænke på. Af samme årsag står Leif altid og råber “død hund, død hund”, når jeg indspiller vokal til The World State, og han ikke tror nok på det, jeg synger… Og det virker!

Der er mange ting jeg kan se tilbage på, som jeg helt sikkert ville have gjort anderledes med Ella, fx fik hun aaalt for meget mad, fordi det er sådan min far udtrykker kærlighed (se selv på undertegnedes kropsform som bevis hehe). I og med det bliver min hund, og min hund alene, vil hundens opførsel og udseende 100% afspejle mig, og det er så vigtigt for mig at få en sund og glad hund, som er godt opdraget. De har det også meget bedre, hvis de ved, hvem der bestemmer. Det er dog som om det virker meget mere kompliceret i dag at have hund, end det virkede dengang. Og det er helt sikkert også fordi der er så mange muligheder for at slå ting op, være med i Facebook grupper, hvor man kan se, hvordan “man” har en engelsk cocker spaniel “rigtigt” og i den grad også, hvad man kan gøre forkert. Pludselig kan jeg sidde og få helt kolde fødder og tænkte, det kan jeg ikke leve op til det her. På præcis samme måde som jeg ved, min veninde har haft det med de famøse perfekte instragram-mødre. Det kan man bare ikke leve op til, og det gælder om lynhurtigt at finde ud af, at det SKAL man heller ikke. Stop med at følge alt det bras. Jeg følger en gruppe på Facebook for engelske cocker spaniels i Danmark, men mest af praktiske årsager, fordi der engang imellem kommer en god diskussion omkring hvilket udstyr der passer bedst til cockere og den slags. Og så prøver jeg at ignorere de der “se mig, nu har jeg igen været ude og gå 25km med min cocker 3 gange om dagen, så har han det bare bedst” (- overdrivelse forekommer muligvis.)

Navnet er en hel anden ting. Og skal det være en han eller hun? Der er nok ikke rigtigt nogle endegyldige svar. Jeg ved, jeg vil have et navn, som er engelsk og som ikke er et navn jeg ville kunne finde på at kalde mit forhåbentligt fremtidige afkom. For let’s face it, jeg er snart 32 og single, og folk skal bare ikke have endnu en grund til at tro, at hunden er en erstatning for det “barn jeg aldrig fik”. Af samme årsag har jeg det lidt svært ved at tænke det som om jeg skal til at være mor for en hundehvalp. Men jeg tror sgu ikke rigtigt der er noget at gøre ved det, når man først står med den i armene. Så længe det ikke er det eneste jeg når at blive mor til, så går det nok også. Drømmen om at blive “rigtig” mor er jo forhåbentligt langt fra slukket, men på denne måde får jeg da sorteret alle de mænd fra, som ikke kan lide hunde. Win/win!

Det er mange tanker, man skal igennem, før man anskaffer sig sit livs følgesvend, og værst af alt er nok det med at acceptere, at den skal dø fra én igen. Det er en frygtelig tanke, men det er altså en del af det, vi kalder livet. Skulle man undvære en hund, fordi det er for hårdt, når den dør? Hell no! Det kommer til at være det hele værd, og dét at det gør så ondt, når den dør, viser jo bare hvor kæmpe stor en kærlighed man har været beriget af, imens den levede.

Mit hjerte er i hvert fald lige ved at briste af glæde, og i skrivende stund er der nu kun 4 dage til jeg møder min lille muffer, som er én af dem på billederne øverst i dette indlæg!