2017 sluttede med en skuffelse over ikke at have fået et job i Aarhus Kommunes Musikudvalg. Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde regnet ret meget med at få det, da jeg syntes, jeg var enormt kvalificeret til det, havde skrevet en killer ansøgning, og aldrig før har læst en jobbeskrivelse før og tænkt” det er jo mig, de beskriver”. Derudover virkede der til møderne, der afholdtes ifm med jobbet, ikke til at være den store interesse, i og med jeg gik ud fra, at hvis man var interesseret i jobbet, så gjaldt det da om at vise ansigt til de møder. Jeg var dog begyndt at miste modet, da vi kom ind i december, og jeg stadig ikke havde fået svar, og ganske rigtigt fik man en mail midt i december, hvor der blev sagt tak for interessen, men stillingerne var gået til disse fire personer. Og da jeg så, hvem der helt sikkert har “nappet” den plads, jeg kunne have udfyldt, kunne jeg sagtens forstå, at hun fik den i stedet for mig. Skulle lige have vidst, hun søgte det, så have jeg ikke været nær så sikker på, at mit navn skulle stå på den post. Men jeg kunne mærke, at det var sgu ok, nyhedsværdien og den indledende ekstase over, hvor fedt det kunne være med det job, var falmet lidt i og med man afleverede ansøgningen i oktober, og først fik svar så lang tid efter. Det havde også været et meget tidskrævende job udover det arbejde, jeg har i forvejen, som jeg egentlig er ret glad for at kunne tage hjem og smide mig på sofaen efter. Og så har jeg det godt med at kunne se, at den person, der fik “min” plads, fuldt ud fortjener den, og at personen vitterligt er mere fremme i skoene i branchen end jeg er + hun er en jeg kender, som jeg altid har syntes var rigtig sød. Så det er der jo ikke noget at sige til.

Det viser sig så også, at jeg i stedet skulle bruge al den gode karma her i starten af året i stedet for. Jeg havde en snak med min revisor ang de penge, jeg har fået i erstatning, og han har altid sagt, at det bedste, man kan gøre, er at investere i fast ejendom. Han har sagt det mange gange før, men af en eller anden grund, følte jeg denne gang, at jeg var klar til at gøre noget ved det. Jeg betaler 7.200kr i husleje der, hvor jeg bor nu, og jo mere man tænker over, hvor meget det er penge lige ud af vinduet, jo mere bliver dét at købe et must. Jeg tog kontakt til banken og fik aftalt et møde, så jeg kunne få at vide, hvor meget jeg ville kunne låne. De ville gerne have mig til at sende nogle bud på, hvad jeg overvejede at købe, ud fra hvad der lå til salg nu. Det var som at få en spand koldt vand i hovedet at gå i gang med at kigge på boligmarkedet. Hvor er der dog meget bras derude til helt urimelige priser. Ok fine lejligheder, hvor det så viser sig, man skal stå og tage bad oveni toilettet, lejligheder, hvor dem, der har indrettet rummene, må have været blinde eller høje på et eller andet, lejligheder, hvor det første, man vader direkte ind i, er det eneste rum, der ville kunne bruges som soveværelse… alt sådan noget… til 3-4 millioner kroner!  Jeg fandt et par stykker, jeg ville kunne leve med, men som slet ikke lå i de områder, hvor jeg gerne ville bo, og nogle som var meget dyrere, end jeg ville kunne låne til, for at give banken en ide om, hvad jeg havde fundet. Om aftenen gik jeg meget slukøret i seng og tænkte, nåh jamen jeg har jo et helt år til min husleje stiger til 8.200kr, men hold da op det her bliver uoverskueligt. Jeg var egentlig næsten faldet i søvn, da min overbo begyndte at danse indiansk regndans og kaste med kampesten (læs: jeg tror de har en seng, de slår ud hver aften med meget lidt hensyntagen til, at der bor nogen nedenunder, som godt kunne finde på at gå i seng inden 23.30 på en hverdag… de slår den også nogle gange sammen igen kl. 5 om morgenen, men så er man da tidligt oppe… nåh, det er vidst et andet opslag). Af ren mekanisme tog jeg min tlf og kiggede lidt på Facebook for at prøve at abstrahere fra alt det, jeg ville have sagt, hvis jeg var typen, der gik ovenpå og klagede, og dér på Facebook var der pludselig et opslag delt af min ven Jeppe, hvor hans veninde skriver, at hun sælger sin andelslejlighed på Trøjborg. Jeg når at tænke “det var lige godt satans en timing han har”, og så skyndte jeg mig at skrive til hende, for man kunne få lov at se nogle billeder osv. Jeg tænkte mest bare, at så kunne jeg da se, hvad man kunne få i andelslejligheder, hvilket jeg ikke havde søgt efter, da min revisor faktisk havde frarådet mig at købe sådan en. Og så var den bare super fin og hun svarede med det samme, hvilket jeg undskyldte for, men det var ok, hun sad på Escobar (min yndlingsbar!). Hun skulle selv flytte, fordi hun havde fået en 3 værelses ovenpå i opgangen, så hun skulle finde en, som hun jo også gad at bo i opgang med fremover. Vi skrev en del frem og tilbage og aftalte, at jeg kunne komme og se lejligheden, som jeg bare blev forelsket i med det samme. Det lød som om der var 7-8 andre der havde set eller skulle se den, så jeg strøg i banken for at få bekræftet, at jeg kunne låne til lejligheden, hvilket jeg kunne. Den er dyr at købe, men til gengæld med en lav boligydelse, hvilket jeg kunne læse mig frem til var det optimale (den weekend, hvor jeg ikke lavede andet end at læse om andelsforeninger). Så ventede jeg de tre længste dage ever på at få at vide, om hun så ville vælge mig. Jeg havde en ret god mavefornemmelse, men nu havde jeg jo lige gået rundt og været totalt kæphøj og sagt “når jeg så får det der job i Musikudvalget”, så jeg turde ikke tro 100% på det. Men så skrev hun endelig, at hun havde valgt mig og jeg har ikke været så lykkelig i mange mange år nærmest!! Jeg var oppe og skrive under på købsaftalen d. 18. januar og overtager lejligheden til april! Fra tanke til handling: 16 dage!

Hvis jeg selv kunne have valgt, hvor den karma skulle have været brugt henne; job eller lejligheden, så ville jeg 100% have valgt lejligheden, og det skal man bare huske… Sker der noget træls, venter der måske noget fantastisk lige rundt om hjørnet, som du på ingen måder kunne have forudset. Og så gælder det bare om at springe ud i det! Jeg ved da godt, at “man” aaaldrig må købe den første lejlighed, man var ude og se, men når den er der, så er den der bare! Og jeg tror på, at man altid vil fortryde de ting man IKKE gjorde mere end de ting, man sprang ud i. Så Trøjborg, vi ses til april, jeg kan slet slet ikke vente!